Marc Banwart Thomsen, Frederik Vejs Svendsen og Søren Lykke Thomsen havde i år fornøjelsen af en weekendtur i dommerens tegn til det sønderjyske, hvor vi skulle dømme en masse kampe lørdag og søndag til Easter Cup i Tønder.
Det blev nogle lærerige, hyggelige, våde og sjove dage, hvor vi på trods af vejret, fik dømt 4-6 kampe lørdag og 4-5 kampe søndag med dertilhørende udviklinger/vejledninger. Det gav os en god mulighed for at udvikle os på bare en weekend, fordi vi i stedet for eksempelvis en uge til næste kamp, kun havde en time eller to. Dermed havde vi samtalen med vejlederne i frisk erindring og kunne gå ind på banen og arbejde videre med, hvad vi lige havde talt om. Sydvestjysk Fodbolddommerklub var flot repræsenteret ved de to finaler, idet vi alle 3 var med i afviklingen af U-15 finalen, hvor Frederik havde fløjten. Marc var igen at finde på linjen i U-17 finalen, mens jeg fik fornøjelsen af at dømme U-17 finalen. Med mange hollandske og tyske hold blev vi udfordret på kropssproget og de non-verbale lederevner, idet ikke alle spillere nødvendigvis forstod sig på det engelske sprog.
Når der så ikke var kampe stod den på hygge og afslapning i klubhuset, hvor vi dommere og vejleder/udvikler havde vores eget lokale i løbet af weekenden. Her var der også tid til meget spas og et fjernsyn, som kunne fylde weekenden med endnu mere fodbold – Formel 1 blev også fulgt med en grillpølse, brød, en bakke pomfritter og vigtigst af alt en kold øl, da vi sidst på eftermiddagen søndag var nået til vejs ende. Derudover sov vi natten til søndag på Danhostel, hvor den stod på kortspil, en tur over grænsen og afslapning – selvfølgelig alt sammen med en masse snak, herunder udveksling af hidtidige erfaringer med dommergerningen.
På vegne af Marc, Frederik og undertegnede vil jeg gerne takke Sønderjydsk og Sydvestjysk Fodbolddommerklub for opbakningen og det hårde arbejde, der bliver gjort for os talenter. Hårdt arbejde der eksempelvis kommer til udtryk ved at arrangere sådan en “dommercamp” som denne, hvilket gav os muligheden for at få denne fantastiske weekend.