DM i Fodboldloven af Bjarke Bruun
Søndag d. 7-12-2014 var dagen hvor slaget skulle slås om titlen Dansk Mester i Fodboldloven anno 2014. Bestyrelsen havde peget på undertegnet som repræsentant for Sydvestjysk Fodbolddommerklub. Så det var med stolthed i kroppen, at jeg sagde ja til at repræsentere vores dommerklub.
Jeg var egentlig meget i tvivl om, hvad det var jeg havde sagt ja til, da det havde været meget sparsomt med informationer om, hvordan og hvorledes at sådan et mesterskab skulle afgøres. Det eneste jeg vidste, var at der var en indledende runde, en semifinale og en finale, samt at det skulle foregå i Parken.
Men afsted drog jeg.
Dagen startede forholdsvis tidligt, da jeg skulle med toget fra Bramming kl. 8.30 så det var mørkt, da jeg trillede mod Bramming station.
I toget mod København havde jeg god tid til, at gøre mig en masse tanker om, hvad det var jeg havde sagt ja til. Hvor gode ville de andre deltagere være? Hvad skulle vi svare på? Ville jeg falde igennem?
Jeg kom fint til København, hvor jeg hurtigt fik prajet en taxi og nu gik turen mod Parken.
I Parken mødtes jeg med de andre deltagere, vi var ca. 25 deltagere. Vi fik en gennemgang af dagens program og så skulle vi ellers i gang.
Indledende runde var en multiple choice quiz med 40 spørgsmål, hvor hvert spørgsmål, havde 3 svar muligheder, dem havde vi 40 minutter til at besvare. Det var ikke de letteste spørgsmål vi fik.
Her er 3 af spørgsmålene:
Kampen er lige sat i gang, da hjemmeholdets maskot – en ørn – river sig løs fra sin træner, flyver ind og lander på udeholdets overligger. Målmanden har ørne-fobi og styrter væk fra sit mål, hvilket en angriber udnytter til at sparke bolden i mål fra 40 meters afstand. Hvad gør dommeren?
- Dømmer mål x) Aflyser kampen af hensyn til spillernes sikkerhed 2) Lader bold falde
Må en overligger være sekskantet:
- Ja x) nej 2) Ja – hvis overgangen mellem kanterne ikke er farlig
En angriber er på vej igennem, men en forsvarer tager et solidt greb i trøjen på, så han falder. Det ligner ”berøven af oplagt scoringsmulighed” men før dommeren kan gøre noget, kommer en anden angriber til, løber igennem og scorer. Hvad skal der ske med spilleren, der holdt?
- Udvisning x) Advarsel 2) ingenting
Som sagt 40 minutter til de 40 spørgsmål. Da vi havde besvaret spørgsmålene var vi på rundvisning i Parken og imens blev vores opgaver rettet af dommerne.
På rundvisningen blev vi fortalt en masse anekdote, af vores guide, som havde arbejde i parken i mere end 25 år, så det var en meget erfaren herre.
Han kunne bl.a. fortælle, at alt øl som bliver skænket ved deres kampe / arrangementer i Parken kommer fra en kæmpe 25.000 liters tank og løber gennem 3000 meters rør ud til 80 fadølsanlæg.
Efter en times rundvisning, hvor vi så omklædningsrum, vip lounge, Kronprinsens faste siddeplads og meget mere, blev vi eskorteret retur og nu var det tid til resultaterne af den skriftlige prøve. De 5 bedste ville gå videre til semifinalen.
For at komme i top fem skulle man have minimum 35 rigtige ud af 40. Jeg havde desværre kun 34 rigtige, så jeg var lige udenfor semifinalen. Øv øv øv.
Semifinalen foregik som mundtlige spørgsmål, hvor der var tre kategorier. Lette som gav et point, svære som gav 3 point og rigtige svære som gav 5 point.
De fem semifinalister fik 3 spørgsmål hver, et spørgsmål af gangen, så der var en hel del taktik i hvilke spørgsmål, man kun nøjes med at besvare.
De to bedste gik videre til en finale, som bestod af 5 videoklip, hvor de 2 finalister skulle skrive alt ned som foregik på klippene.
Vinderen blev fundet.
Herefter fik vi besøg af Jens Maae, som skulle lede aftenens kamp mellem FCK og FC Midtjylland. Han beskrev sin forberedelse til kampen, sit syn på hvordan kampen skal ledes osv. Vi fik et spændende indblik i Jens´ tanker om denne topkamp.
Vi takkede Jens for det lille foredrag og herefter rundede vi selve DMet af.
For dem der havde lyst, var der spisning og fodbold.
Menuen bestod af Flæskesteg, rødkål, brune og hvide kartofler.
Jeg skippede fodboldkampen, da jeg havde en forholdsvis lang togtur hjem, så efter spisningen sagde jeg tak for i dag, tog en taxi ned til hovedbanegården og trillede hjem af igen.
Det havde været en super sjov dag og jeg kan helt sikkert anbefale andre at deltage, hvis muligheden byder sig.
Er du allerede tilmeldt DFU’s nyhedsbrev modtager du de 40 spørgsmål via et link i nyhedsmailen – er du ikke tilmeldt hermed en opfordring til det!
Tilmeld dig via dette link: