Mød din dommerkollega: Paul Thestrup, 64 år, Esbjerg.
Dømmer i serie 4 og LD i Jyllandsserien
Hvor længe har du været og hvorfor blev du dommer?
Siden marts 1973 og jeg blev dommer efter en annonce i JV, hvor man søgte fornyelse til dommerstanden, og jeg tænkte, at det var da lige mig også henset til, at få betaling for at løbe rundt på banen. Jeg fik den fyrstelige sum af 22,- for en herresenior kamp og 11 kr. for en ungdomskamp. Kørepenge var først efter 5 km., men der var da starten på oplæg til den første million.
Du har lige bestået den fysiske test for LD’er – hvad gør du for at holde dig i form fysisk og teoretisk?
I sæsonen er det kampene der holder mig i form, og udenfor sæsonen har jeg i mange år deltaget i vintertræningen på en hverdagsaften sideløbende med en tur på landvejen. I denne sæson optakt har det været så som så med træningen, grundet de lidt besynderlige træningstider fredag aften/lørdag formiddag.
Hvad er det bedste ved at være dommer – hvad motiverer dig og hvor ofte dømmer du?
I de 2 sidste sæsoner har jeg af egen fri vilje kun ageret som LD og finder altid det gode sociale samvær i højsædet både før i og efter kampen. Motivationen er der stadig efter alle disse år, og jeg medvirker 2 til 3 kampe om ugen.
Hvad laver du når du ikke dømmer fodbold?
Jeg driver selvstændig ejendomsmæglervirksomhed og når jeg ikke gør det kører jeg traktor som minilandmand og avler lidt varmblodsheste mv.
Har du et favorithold i Superligaen eller ude i Europa – hvordan følger du holdet?
Efb og Barcelona som jeg for det meste tv eller Blue Water Arena
Vi er fremme ved semifinalerne i Champions league – hvem vinder titlen i år?
Barcelona
Har du selv spillet fodbold, hvor henne og på hvilket plan?
Et meget lovende målmandsemne i Østerbyens Boldklub indtil jeg blev 17 år og begyndte, at interessere mig for det modsatte køn
Du har i mange år været udvikler – hvad kendetegner den gode udvikler og ser du områder udviklerne kan blive bedre?
Ro, rutine, objektiv, udstråling. lærende, lyttende, skarp på, at se tingende der er foregået i og udenfor banen, og derefter tage en fornuftig snak om tingene. Med smil og indlevelse kommer man langt.
Man kan altid blive bedre, og man skal huske på, at den næste kamp er ny og udfordrende for såvel dommer/udvikler , og forhåbentlig medvirkende til, at blive endnu bedre til at fremme udviklingen for en ung fremadstormende talentfuld dommerkollega.
Bestyrelsen i SFDK har stor fokus på at fastholde alle medlemmer bedste muligt – Hvad er vigtigt at fastholde af aktiviteter, og har du forslag til nye eller alternative aktiviteter i SFDK?
Jeg synes bestyrelsen udfører et fint stykke frivilligt arbejde, og med hensyn til fastholdelse af medlemmerne kunne en af vejene frem – være nogle flere fælles arrangementer med årets gæst – besøg af int.-/superligadommer, dommerfest hvert andet år, vintertræning på en alm. hverdagsaften på et centralt beliggende facilitet (Varde Kasserne f.eks eller tilsvarende) julebanko mv. Mulighederne er utallige
Jeg sender Stafetten videre til dommerkollega fordi…?
Finn Sondrup fordi han om nogen har fået vores klub til, at fungere overfor os dommere samt omverdenen/samarbejdspartnere.
Finn har været klubbens fineste ambassadør i en lang årrække. Hjalp vi ham, var man også sikker på der lå en kassekamp forude.
Finn/Jytte har altid stået som et fint socialkontor overfor såvel nye som gamle medlemmer.