Mød din dommerkollega: Finn Lambek. Bramming, 57 år.
Eliteudvikler DBU , talentudvikler DBU og breddeudvikler DBU J
Hvor længe har du været og hvorfor blev du fodbolddommer?
Tog kort for omkring 30 år siden hos navnkundige Baunsgård. – Baggrunden var en oplevelse i Sønderborg, hvor jeg oplevede, at jeg og mit hold blev snydt af en dommerpræstation. – Jeg gjorde op med mig selv, at det måtte kunne gøres bedre. – Toppede med 8 år som FIFA-dommer i 90’erne.
Har du selv spillet fodbold – på hvilket plan og i hvilken klub/klubber?
Er født med gult blod i årerne og har altid været Bramming Boldklub-mand. – Var på jysk hold som ynglinge-spiller og var aktiv i BB på JS/DS-niveau.
Du har dømt mange kampe internationalt – hvilke vil du fremhæve og hvorfor?
Har haft en lang række fantastiske oplevelser internationalt, hvor en Europa-cupkamp i Parma står som noget af det største. – Parma var efter 1. kamp bagud med 3, men lykkedes med at vinde med 4 og gik videre. –Det var næsten noget gudestatus og statue på torvet i Parma. – Ligeledes en stor oplevelse var en kvalifikationskamp på gamle Wembley mellem England og Holland, hvor jeg var 4. mand for Peter Mikkelsen. – 80.000 ægte fodboldfans, der sang, så de små hår rejste sig. – Det var næsten bedre end sex. – Samlet set vel 75 internationale kampe i forskellige kategorier og niveauer.
Hvad laver du når du ikke dømmer fodbold?
Arbejdet som leder af Uddannelseshuset i Esbjerg tager meget af ens tid. – Ellers er det mine to døtre og min hvide schæfer, der optager mig meget. – Litteratur ligeledes,- nordiske krimier og politik.
Du er udvikler lokalt, divisionen og superligaen – hvad motiverer dig i dette arbejde?
Jeg har haft nogle helt fantastiske år og oplevelser som aktiv og har stor lyst til at betale tilbage. – Samtidig er det en skøn opgave at arbejde med dommerne udviklingsmæssigt og via dialogen flytte på den enkelte dommer.
På hvilke områder ser du, at de lokale udviklere gør det godt og hvad bør have mere opmærksomhed ?
Jeg oplever, at der på lokalt plan laves et stort stykke arbejde, altid med afsæt i det positive og det fremadrettede. – Har selv oplevet gamle tiders bedømmelser og kan klart se en større kvalitet i de aktuelle udviklinger. – Jeg kunne godt ønske mig, at vi fik større fokus på LD-området,- her kan vi løfte os gevaldigt.
Du er “Mentor” for bla. Superliga og Fifa-dommer Jens Maae – hvordan arbejder i sammen, og hvad bidrager du løbende med, for at han bliver en bedre dommer?
Jens har et fornemt niveau allerede nu. – Derfor bærer samarbejdet i høj grad præg af finjusteringer på de aftalte indsatsområder. – Vi fastlagde før mentorsamarbejdet startedes op en række indsatsområder,- på baggrund af Jens’ egne oplevelser, hvortil jeg kunne supplere med mine oplevelser. – Vi har typisk en løbende dialog som opfølgning på hans kampe. – I praksis udvikler jeg på ham et par gange og får derudover lejlighed til at se øvrige udviklinger nationalt og internationalt. – På baggrund af disse kører vi så dialogen. – Det er en fornøjelse at opleve, hvordan Jens tager ind og stille og roligt lægger lag på sit niveau. – Åbenhed i dialogen er vejen frem.
Hvorfor medlem af Sydvestjysk Fodbolddommerklub?
Er og har altid været nerven ift mit dommerliv. – Her har jeg mine kolleger, her har jeg mit dommermæssige ståsted.
Hvad vil du råde de unge dommere som er på vej frem i rækkerne til at arbejde med?
Udvis respekt for dommerklubben, udvis respekt for dine kolleger. – Derudover bør man være åben og ærlig omkring egne præstationer og huske på, at vi har verdens bedste hobby. – Dommere med ambitioner skal særligt fokusere på ledelsesværktøjer. – Man er ikke kun en dommer,- man er lederen.
Et “klap på skulderen” er altid rart at få – du har nu muligheden for dette – hvem vil du give dette i dommerklubben og hvorfor?
Jeg vil gerne give bestyrelsen et stort klap på skulderen. – Vi har gennem de seneste år oplevet store udfordringer for dommerklubberne i dialogen med DBU J. – Bestyrelsen har været deres opgave bevidst og via stort engagement varetaget medlemmernes interesser. – En svær øvelse, der har slidt.
Jeg sender Stafetten videre til dommerkollega fordi…?
Ib Sørensen. – En person, der på engageret og fin vis er et strålende eksempel på en rollemodel for Sydvestjysk. – Han nyder at dømme, han gør det fremragende og er altid klar, når han stiller op. – Dertil en super kollega.