Mød din dommerkollega: Peter Boye, 46 år. Esbjerg.
Dømmer i Jyllandsserien.
Hvor længe har du været og hvorfor blev du dommer?
Jeg blev fodbolddommer i 2001, så det er efterhånden blevet til 14 år og jeg gætter på omkring 1.000 kampe i fodbolddommerkarrieren indtil videre.
Indtil 2001 har det aldrig lagt i kortene, at jeg skulle blive fodbolddommer. Efter fodboldkarrieren, så blev det til et år som serie 4 træner, hvilket slet ikke var mig. Så med fodbold- og trænerkarrieren lagt på hylden og sammenholdt med, at jeg altid har været “meget bedre” end de dommere vi havde til at dømme os, så var det jo nærliggende at tage dommerkortet eftersom alle jo åbenbart kunne få et dommerkort – smiler. Tjah – og nu står jeg her 14 år efter og med ca. 1.000 kampe på CV´et – faktisk meget godt gået.
Har du selv spille fodbold – hvor henne og hvilket på plan?
Jeg har spillet både Junior Liga og Ynglinge Liga i EFB i ungdomsårene bl.a. sammen med Uffe Jakobsen, Michael Schönberg og Erik Madsen. Mit talent var ikke så stort, så jeg var arbejdsmanden på holdet og da der skulle vælges mellem fodbolden og en erhvervskarriere, så var valget egentligt ret lige til. Derefter har jeg så spillet “hygge” fodbold en del år inden jeg blev fodbolddommer.
Har du et favorithold i Superligaen eller en af de store ligaer i Europa?
Mit fodboldhjerte banker for verdens bedste fodboldklub og mit helt store favorithold, som altid har været Liverpool FC – You´ll Never Walk Alone.
Derudover følger jeg selvfølgelig også vores lokale helte i EFB på nærmeste hold.
Hvem bliver dansk mester i sæsonen 2014/2015?
Desværre så tror jeg, at det bliver FC København, som løber med det danske mesterskab i sæsonen 2014/2015. Når først de har fået sammenspillet de nye spillere, så bliver de ekstrem gode og jeg har svært ved, at se hvem der kan true dem over en hel sæson.
Ville selvfølgelig gerne have sagt EFB, men tror desværre kun, at det rækker til en 7. / 8. plads i år.
Hvad er det bedste ved at være dommer og hvorfor være medlem af en dommerklub?
Fodbolddommergerningen er verdens bedste hobby og jeg elsker, at komme ud og dømme fodboldkampe. Det er en fed oplevelse med psykologien, presset og de mange hurtige beslutninger. Når man dømmer, så er man nødt til at lukke alt andet ude og det er en god måde at stresse af på. Derudover er der kammeratskabet dommerne imellem, som giver en masse gode oplevelser, som kan bruges i dagligdagen.
Hvorfor være medlem af en fodbolddommerklub – faktisk et meget enkelt spørgsmål. Der er mange argumenter for og ingen imod:
1) Vi har som fodbolddommere brug for et fælles talerør. Man skal ikke lade sig narre af DBU for de ser os kun som en “nødv.” del af fodboldfamilien – så de varetager ikke fodbolddommernes interesser.
2) De dommerfaglige personer er placeret i fodbolddommerklubberne – såvel nye dommere som talentdommere har brug for hjælp og den kan de få i fodbolddommerklubberne.
3) Har man en dårlig oplevelse som dommer, så har du hjælpen lige ved hånden.
4) Fællesskabet og arrangementerne.
Hvad laver du når du ikke dømmer fodbold?
Nu kan jeg jo så ikke leve af dommergerningen, så jeg bruger en del tid på mit arbejde. Jeg er projekt- og konstruktionschef ved Steelcon A/S.
Derudover bruges der også tid på kæresten, hunden og mine to store piger (18 år og 23 år).
I min fritid er jeg motionsløber og spiller badminton. Desuden kan vi godt lide at rejse, tage i sommerhuset og tage til musikarrangementer.
Mit motto – vi skal huske, at leve livet mens vi kan.
Du er udvikler her lokalt – hvad motiverer dig i dette arbejde, kan du anbefale andre at gå i denne retning og hvad gør du for at blive endnu bedre udvikler?
Jeg startede forholdsvis tidligt med at være vejleder for nye dommere og det at kunne hjælpe nye dommere godt i gang med dommergerningen var en stor tilfredsstillelse. Så for mig var det så bare første skridt på vejen til at blive udvikler, hvor man så forhåbentligt kan hjælpe nogen af vores dommere i den rigtige retning – og det er jo helt klart den store motivationsfaktor.
Hvis man har de rigtige forudsætninger for at blive udvikler, så kan det kun anbefales at blive udvikler – og dommerklubben har brug for nye udviklere. Så hvis du går med tanken, så få dig tilmeldt vejlederkurset (kurset er et krav for at blive udvikler) og få prøvet af om det måske kan være noget for dig.
Jeg arbejder meget med den skriftlige del af udviklingen, så den nøjagtigt fortæller hvad der er snakket om under udviklingen – til denne del har jeg brugt Finn Lambek som inspirationskilde – han laver nogen fantastiske udviklinger. Derudover har jeg selvfølgelig Carl Laursen til at læse mine udviklinger. Sidste punkt er selvfølgelig at tage noget med fra de udviklinger jeg selv får eller deltager i.
Er der temaer før, under, efter kampe du syntes er vigtige at have fokus på?
For mig er det bare vigtigt, at være opmærksom på hvilke områder jeg lige skal have skærpet lidt. Så bruger jeg et par kampe på lige netop dette område.
Vi har lige fået nogle helt nyuddannede dommere i SFDK – med din erfaring, har du så nogle gode råd til de nye medlemmer af SFDK?
Eftersom at de har valgt at melde sig ind i SFDK, så er de jo allerede godt på vej. De skal sørge for, at få den nødv. hjælp og ikke være bange for at spørge om hjælp – dvs. brug vejlederordningen, snakke med de dommere, som de møder rundt omkring.
Har du forslag/idéer til nye tiltag i Sydvestjysk Fodbolddommerklub?
Jeg synes allerede, at der er gang i mange ting og at der bliver arrangeret en masse gode ting. Stor ros til bestyrelsen. Så har ikke nogen ideer, som ikke allerede er i brug eller blevet nævnt.
Jeg sender Stafetten videre til dommerkollega Jim Jeppesen fordi…?
Fordi Jim har ekstrem mange gode egenskaber som fodbolddommer, dommerkollega og som menneske.
Jeg har sjældent set en fodbolddommer arbejde så målrettet og benhårdt efter sine mål – det skaber stor respekt hos mig. Kanon dygtig fodbolddommer, som fortjent er rykket op i 2. division – super godt gået og et stort til lykke herfra. Og så driller jeg dig ikke med pigekampen i Vesterhavs Cup hvor du nåede 4 røde kort på 2 x 20 min. – gad vide om den bliver overgået.
Som dommerkollega er Jim altid klar med en hjælpende hånd eller gode råd.
Det menneske jeg kender bag ved fodbolddommeren og dommerkollegaen Jim Jeppesen er en person med hjertet på rette sted. Jeg sætter stor pris på vores fællesopgaver (desværre ikke så ofte mere som før i tiden). OG så er det selvfølgelig yderligere et plus, at vores fodboldhjerter banker for Liverpool FC.