Mindeord om vores fantastiske dommerkollega Karl Lambek
Vi må denne torsdag d. 24-10-2019 tage afsked med vores æresmedlem Karl Lambek, som døde i en alder af 92 år efter længere tids sygdom.
Karl Lambek betød uendelig meget for Sydvestjysk Fodbolddommerklub. I mange år underviste han unge dommere i ungdomsskolen i Bramming og har stor ære af, at mange i byen er blevet dygtige dommere. Hans egen søn, Finn Lambek, var dommer i landets bedste række fra 1991-99 og FIFA-dommer fra 1992-96. I de senere år er både Jens Maae og Jørgen D. Burchardt, som begge ligeledes stammer fra Bramming, blevet dommere i den bedste danske fodboldrække og er samtidig internationale dommere.
Som ildsjæl i Sydvestjysk Fodbolddommerklub har Karl haft en stor indflydelse på udformningen af talentdommere. Han var både bedømmer, som det hed dengang, teori-instruktør og linjedommer-instruktør, og han ydede en stor indsats for Sydvestjysk Fodbolddommerklubs bestyrelse og dens medlemmer. Han vil altid blive husket for sit engagement for de nye dommere.
Karl Lambek var anerkendt som en fantastisk dygtig bedømmer, der på en god og konstruktiv måde kunne forklare dommeren, hvad denne kunne forbedre. Rigtigt mange dommere i det sydvestjyske område vil huske Karl for hans lille termoflaske og hans kække kommentarer. Begge dele fulgte ham nemlig trofast, når han stod på sidelinjen med blokken i hånden.
Ynglingsudtrykket var her: ”Den, som tror sig færdigudlært, er ikke udlært – men færdig…”
Karl var også far til vores medlem Finn Lambek, som er dommerklubbens højest ranggerende dommer gennem tiderne.
Han var med til at gøre Sydvestjysk Fodbolddommerklub kendt i landet som et sted, hvor det er fedt at være med og gøre en forskel.
Karl var en meget korrekt toastmaster ved dommerklubbens fester, hvor han har forfattet mange sange. Han havde desuden en stor andel i dommerklubbens 75 års jubilæumsblad. Et af Karls varemærker som menneske var ordentlighed, hvilket kom til udtryk både på og uden for fodboldbanen.
Æret være hans minde, aldrig glemt og altid gemt i vores hjerter.
Karl Lambek er blevet bisat fra Sankt Ansgar Kirke i Bramming.
Bestyrelsen
Sydvestjysk Fodbolddommerklub