Din Dommerkollega: (Navn, alder og hjemby)
Jeg hedder Joakim Koch (23 år) og er født i Sønderborg.
Hvor længe har du været dommer og hvorfor blev du dommer?
Jeg tog dommergrunduddannelsen tilbage i foråret 2017 i Løgumkloster. Jeg var på daværende tidspunkt 18 år og boede hos mine forældre i Sønderborg. Jeg har selv spillet fodbold på elite niveau, men interessen for selv at spille forsvandt mere og mere i takt med at gymnasietiden bød på fest og farver. Jeg skiftede derfor tilbage til min ungdomsklub Dybbøl, hvor jeg var med til at rykke op i den lokale serie 3. Dog savnede jeg stadig udfordringen og udviklingen som jeg havde givet afkald på. Jeg søgte derfor nye græsgange, hvor min gode ven fra det sønderjyske Svend Funder overtalte mig til at prøve dommergerningen. Nu havde jeg igen mulighed for en personlig udvikling og masser af udfordring i den sport jeg har dyrket hele livet.
Hvilke oplevelser vil du fremhæve som særligt positive igennem din tid som dommer?
Jeg syntes heldigvis at der er mange positive ting jeg har oplevet i min 5 år lange dommerkarriere indtil videre, men hvis jeg skal vælge nogle af de oplevelser jeg ikke kan undvære, må det være de lokale triokampe. Jeg er med i RTG gruppen, som gør at jeg ikke får så mange lokale kampe som tidligere. Derfor er det altid rart at dømme sammen med dommere i Sydvestjysk fodbolddommerklub, som man kender rigtig godt og har dømt sammen med mange gange. Det er et unikt fællesskab vi dommere har og noget som jeg sætter stor pris på.
Hvad er det bedste råd du har fået som dommer?
Skub fuglebrystet frem og tag tyren ved hornene.
Hvad laver du når du ikke dømmer fodbold?
Jeg er lige nu på 6. semester på socialrådgiveruddanelsen i Esbjerg. Derudover arbejder jeg på en døgnpsykiatrisk institution i St. Darum. I min fritid går jeg meget op i Dart og min motorcykel.
Du har lige været på kursus som vejleder. Hvad glæder du dig mest til ved din nye rolle?
Jeg har altid godt kunne tænke mig at hjælpe nye dommere i gang og give dem den bedste start på deres dommerkarrierer. Jeg føler selv at jeg har nok erfaring til at kunne dele ud af den, hvor jeg også kunne forstille mig at jeg kunne få en hel masse tilbage igen. Men alt i alt glæder jeg mig til at komme ud og se den nye generation af dommere.
Udover at være vejleder, så er du også et af vores talenter. Hvad gør du får at blive en bedre fodbolddommer – teoretisk og i forhold til den praktiske dommergerning?
Den teoretiske del har jeg haft svært ved de seneste tests i RTG-regi, så jeg gør alt for at blive klogere ved hjælp af UEFA-videoklip og lovbogen naturligvis. I min praktiske dommergerning forsøger jeg at være åben i udviklinger og når jeg får inputs fra andre dommere. Jeg sortere naturligvis i de gode råd jeg får og tilpasser mig tingene så de passer til hvordan jeg gerne vil dømme fodbold.
Et klap på skulderen er altid rart at få – du har nu muligheden – hvem synes du i dommerklubben skal have et anerkendende klap på skulderen og hvorfor?
En dommer som helt klart skal have et klap på skulderen fra mig, er Frode Jakobsen. Han er den dommer som tog sig allerbedst af mig, da jeg skiftede til sydvestjysk fodbolddommerklub. Han var i min første halvsæson den dommer jeg var mest i trio sammen med, hvor han også var min linjedommer i to ud af tre udviklinger i den sæson. Derudover er han herlig at være i omklædningsrum med, hvor han altid er garant for godt humør og sjove historier.
Hvem vil du gerne sende stafetten videre til? (Og hvorfor?)
Jeg giver stafetten videre til min gode dommerkollega og ven Serkan Korkmaz. Han er en dygtig ung dommer med masser af potentiale, som jeg er sikker på han gerne vil sætte ord på selv. Han er derudover nyeste mand i RTG, som han fuldt ud har gjort sig fortjent til.