KLUBBENS VEDTÆGTER
Vedtægter for Sydvestjysk Fodbolddommerklub
§1 Navn
Klubbens navn er Sydvestjysk Fodbolddommerklub.
Klubben er stiftet den 29. november 1936.
Klubben er hjemmehørende i Esbjerg kommune.
Klubben er medlem af Dansk Fodbolddommer Union (DFU).
§2 Formål
Stk. 1. Klubbens formål er at virke for uddannelse af fodbolddommere, dygtiggørelse af klubbens medlemmer, samt være medlemmerne til moralsk støtte og faglig bistand.
Stk. 2. Klubben kan varetage fodbolddommeropgaver for de idrætsklubber og sammenslutninger m.fl., der anmoder om det, dog primært i det sydvestjyske område.
§3 Medlemmer
Stk. 1. Som medlemmer kan kun optages fodbolddommere, der har bestået en af Dansk Boldspil-Union godkendt eksamen.
Stk. 2 Medlemmer af Sydvestjysk Fodbolddommerklubs Veteranklub (”Højesteretten”) er automatisk medlem af Sydvestjysk Fodbolddommerklub. Disse har ingen stemmeret, og deltagelse i møder og arrangementer under Sydvestjysk Fodbolddommerklub er for egen regning.
Stk. 3 Anmodning om optagelse, samt meddelelse om udmeldelse sendes til klubbens formand.
Formanden afgør foreløbigt spørgsmål om optagelse, indtil behandling har fundet sted på førstkommende bestyrelsesmøde.
Ønske om genoptagelse skal behandles af bestyrelsen.
Stk. 4. Nye dommere vil få kontingentfrihed det første medlemsår, hvor dommeren har taget sin dommereksamen og opfylder kravene i §3 stk. 1. Disse har ikke stemmeret i forhold til generalforsamlingen, før disse har betalt kontingent det efterfølgende kalenderår.
§4 Årskontingent m.v.
Stk. 1. Årskontingent, klubafgift samt optagelsesgebyr fastsættes hvert år på en generalforsamling.
Årskontingentet opkræves helårligt og skal være betalt senest 1. januar, samme år medlemskabet gælder. Lovbogen indgår i kontingentet.
Stk. 2. Klubafgift, gebyr og kampafgift opkræves 1 gang årligt. Afgifterne og gebyr skal være betalt senest 1. december samme år.
Stk. 3. Udebliver betaling ud over de i stk. 1 og 2 nævnte frister, kan medlemmet slettes. Restance og nyt optagelsesgebyr skal betales, før optagelse i klubben atter kan accepteres.
§5 Bestyrelsen
Stk. 1. Klubbens interesser varetages af en bestyrelse. Bestyrelsen består af en formand og seks bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer i øvrigt sig selv. Ved eventuel stemmelighed ved afstemninger i bestyrelsen er formandens eller dennes stedfortræders stemme afgørende.
Stk. 2. Formanden har det daglige ansvar for klubbens ledelse.
Formanden vælges direkte af generalforsamlingen og altid for to perioder.
En periode er tidsrummet mellem to generalforsamlinger, hvor der afvikles valg.
Er der kun en kandidat til formandsposten, er kandidaten valgt uden afstemning.
Stk. 3. Er der flere end to kandidater, afvikles først en valgrunde, hvor den kandidat er valgt, der opnår mere end halvdelen af de afgivne stemmer.
Opnår ingen kandidat dette, afvikles en anden valgrunde med de to kandidater med flest stemmer fra første runde. I anden valgrunde kan formanden også kun vælges hvis en kandidat opnår over halvdelen af de afgivne stemmer.
Er der kun to kandidater begyndes afstemningen med proceduren i anden valgrunde.
Opnår ingen kandidat et flertal af de afgivne stemmer i anden runde, afvikles en tredje valgrunde mellem de samme kandidater som i anden valgrunde. Formanden er herefter den, der opnår flest stemmer i tredje valgrunde.
Ved stemmelighed i tredje runde foretages lodtrækning.
Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmer vælges for to perioder.
Halvdelen afgår i år med ulige årstal. Den anden halvdel afgår i år med lige årstal.
Hver stemmeberettiget må højst stemme på tre kandidater.
De tre kandidater, der opnår flest stemmer, er valgt.
Stk. 5. Hvert år vælges to bestyrelsessuppleanter, jf. § 10, stk. 2, nr. 8 og 9. Valgmetoden er den i stk. 3 anførte.
Stk. 6. Der kan på en generalforsamling vedtages beslutning om bestyrelsens samlede afgang.
Anmodning om sådan beslutning er at betragte som et forslag og skal behandles efter reglerne i § 10. Vedtages sådant forslag, afgår hele bestyrelsen samlet, og der foretages straks herefter valg af en anden bestyrelse.
For vedtagelse af beslutning om bestyrelsens samlede afgang kræves flertal af de afgivne stemmer
Stk. 7.
Anmodning om ændring af antallet af bestyrelsesmedlemmer er at betragte som et forslag til lovændring af § 5, stk. 1, og skal behandles efter reglerne i §§ 10 og 15.
Stk. 8. Hvis en generalforsamling vedtager, at antallet af bestyrelsesmedlemmer skal ændres, afgår hele bestyrelsen, såfremt der er tale om en reduktion af antallet af medlemmer.
Der foretages straks herefter valg af bestyrelse.
Er der tale om en forøgelse af antallet af medlemmer, vælges straks yderligere det antal medlemmer, som gør bestyrelsen fuldtallig. På næste ordinære generalforsamling afgår det medlem/de medlemmer, som opnåede lavest stemmetal, sammen med de medlemmer, der efter tur skal afgå.
Stk. 9. I tilfælde hvor hele bestyrelsen er valgt samlet, afgår på næste ordinære generalforsamling den halvdel af bestyrelsesmedlemmerne, som opnåede lavest stemmetal, mens den anden halvdel og formanden afgår på ordinær generalforsamling året efter igen.
§6 Eksklusion
Stk. 1. Bestyrelsen kan foreløbigt ekskludere et medlem, såfremt medlemmet overtræder klubbens love eller i øvrigt ved sin adfærd giver anledning dertil.
Stk. 2. Medlemmet kan få den foreløbige eksklusion behandlet af den årlige ordinære generalforsamling, hvor den endelige afgørelse træffes. Afgørelse kan ikke træffes på ekstraordinær generalforsamling.
Endelig eksklusion kræver flertal af de afgivne stemmer.
Anmodning om behandling skal i skriftlig form være formanden i hænde senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Anmodningen fremlægges og behandles under dagsordenspunktet: Indkomne forslag.
Stk. 3. Ønsker medlemmet ikke den foreløbige eksklusion behandlet, eller indsendes anmodning om behandling af generalforsamlingen ikke rettidigt, betragtes bestyrelsens afgørelse som endelig.
§7 Kampfordeling
Stk. 1. Bestyrelsen ansætter til at forestå fordelingen af klubbens tildelte opgaver en eller flere dommerpåsættere på kontrakt for et år ad gangen.
På anmodning fra dommerpåsætteren/dommerpåsætterne kan eventuel medhjælp ansættes af bestyrelsen på kontrakt for et år ad gangen.
Stk. 2. Dommerpåsætteren/dommerpåsætterne, ansat af dommerklubben, skal være medlem af dommerklubben.
Dommerpåsætteren/dommerpåsætterne, har pligt til ved indkaldelse at deltage i bestyrelsens møder, og er dommerpåsætteren valgt som bestyrelsesmedlem har dommerpåsætterem stemmeret. En dommerpåsætter, der ikke er bestyrelsesmedlem, men indkaldes til bestyrelsesmøder har ikke stemmeret.
Stk. 3. Rammerne for Dommerpåsætteren/dommerpåsætternes, arbejdsområde fastsættes af bestyrelsen efter forhandling mellem parterne. Bestyrelsen laver til forhandlingen oplæg til kontrakt.
Kontrakten skal indeholde aftale om lønforhold samt angive forhold i forbindelse med opsigelse af kontrakten.
§8 Kampgodkendelse
Stk. 1. I fodboldkampe med et medlem som dommer, og for hvilken kampdommeren modtager betaling, skal dommerens deltagelse uden undtagelse godkendes af dommerklubbens dommerpåsætter.
Stk. 2. Godkendelse skal ske forud for kampen. Dog kan efterfølgende godkendelse ske, såfremt dommeren først modtager henvendelse om kampen på spilledagen.
Stk. 3. Hvis der af dommeren modtages betaling, er han pligtig at overholde de af DFU eller Sydvestjysk Fodbolddommerklub aftalte takster og betingelser vedr. betaling for ovennævnte fodboldkampe.
Stk. 4. Overtrædelse af nærværende paragraf medfører en af bestyrelsen udmålt karantæne på minimum tre kampuger.
§9 Regnskab
Stk. 1. I fodboldkampe med et medlem som dommer, og for hvilken kampdommeren modtager betaling, skal dommerens deltagelse uden undtagelse godkendes af dommerklubbens dommerpåsætter.
Stk. 2. Godkendelse skal ske forud for kampen. Dog kan efterfølgende godkendelse ske, såfremt dommeren først modtager henvendelse om kampen på spilledagen.
Stk. 3. Hvis der af dommeren modtages betaling, er han pligtig at overholde de af DFU eller Sydvestjysk Fodbolddommerklub aftalte takster og betingelser vedr. betaling for ovennævnte fodboldkampe.
Stk. 4. Overtrædelse af nærværende paragraf medfører en af bestyrelsen udmålt karantæne på minimum tre kampuger.
§10 Generalforsamling
Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned. Indkaldelse sker ved skriftlig meddelelse senest 15 dage forinden.
Stk. 2. På den ordinære generalforsamling benyttes følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Dommerpåsætteren/dommerpåsætternes beretning.
4. Aflæggelse og godkendelses af regnskab.
5. Vedtagelse af budget, samt fastsættelse af:
a) årskontingent
b) klubafgifter
c) optagelsesgebyr
- D) Indefodbold
Indkomne forslag.
7. Valg:
a) Formand (hvert andet år)
a) Fire bestyrelsesmedlemmer (ulige år) - b) Tre medlemmer (lige år)
Valg af 1. bestyrelsessuppleant (hvert år)
9. Valg af 2. bestyrelsessuppleant (hvert år)
10. Valg af to revisorer (hvert år)
11. Valg af revisorsuppleant (hvert år)
12. Eventuelt.
Stk. 3. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med 8 dages varsel, enten på bestyrelsens foranledning, eller når mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt til bestyrelsen fremsender anmodning herom, vedlagt dagsorden med de punkter, der ønskes behandlet.
Bestyrelsen skal da senest 5 dage efter modtagelse af anmodningen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
En ekstraordinær generalforsamling har samme beføjelser som en ordinær generalforsamling, hvis ikke andet er anført.
Stk. 4. En generalforsamling er klubbens øverste myndighed og er beslutningsdygtig ved fremmøde af mindst et stemmeberettiget medlem.
Stk. 5. Hvis ikke andet er anført, er et forslag godkendt, hvis der er flere stemmer for forslaget end stemmer imod forslaget.
En blank stemme er en afgiven stemme, hvis den er tilkendegivet/indleveret.
Stk. 6. Forslag, der ønskes behandlet på en generalforsamling, skal i skriftlig form være modtaget af formanden senest 10 dage før ordinær generalforsamlings afholdelse, eller senest 5 dage før ekstraordinær generalforsamlings afholdelse.
§11 Stemmeret og valgbarhed
Stk. 1. Stemmeret på generalforsamling har alle medlemmer, dog undtaget medlemmer, optaget efter §3, stk.1, nr.1. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
Stk. 2. For at blive valgt skal den pågældende kandidat have stemmeret, samt være til stede eller skriftligt have erklæret sig villig til at modtage valg.
§12 Hædersbevisninger
Stk. 1. Et medlem kan ved bestyrelsens enstemmige beslutning udnævnes til æresmedlem af klubben. Medlemmet må gennem sit arbejde i eller uden for bestyrelsen have gjort sig særdeles fortjent til udnævnelsen. Æresmedlemmet bevarer sine medlemsrettigheder, men betaler intet årskontingent.
Æresmedlemmet modtager et synligt bevis på udnævnelsen.
Stk. 2. Klubbens guldnål kan ved bestyrelsens enstemmige beslutning tildeles et medlem, der ved sit virke har gjort et stort stykke arbejde til gavn for klubbens medlemmer.
§13 Indberetningspligt
Såfremt noget usædvanligt er forekommet i forbindelse med en fodboldkamp, hvor et medlem har fungeret som dommer, er medlemmet forpligtet til senest 3 dage derefter at tilsende klubbens formand beretning herom.
§14 Lovændringer
Lovændringer eller tilføjelser til disse love kan kun gyldigt vedtages på en generalforsamling. For vedtagelse kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer har stemt herfor.
§15 Opløsning
Stk. 1. Klubbens opløsning kan kun vedtages på en generalforsamling, når mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.
Stk. 2. Opnås ikke flertal efter stk. 1., kan forslaget fremsættes på en generalforsamling, der indkaldes inden 8 dage, til afholdelse senest 4 uger efter indkaldelsens afsendelse. På denne generalforsamling kræves for opløsning alene, at der er flertal for forslaget.
Stk. 3. I tilfælde af klubbens opløsning overgår eventuelle midler til DFU.
§16 Ikrafttræden
Disse vedtægter for Sydvestjysk Fodbolddommerklub er vedtaget på den ordinære generalforsamling den 22. februar 2022 og træder i kraft straks.
Vedtægterne erstatter tidligere love for klubben