Vi var 3 dommere fra Sydvestjysk der drog sydpå mod Tønder i påsken, hvor der er et årligt stævne. Her skulle vi dømme U15 og U17 kampe, som bød på mange udenlandske hold, så der blev brug for fløjten mere end sproget.
Det helt store fokuspunkt i denne weekend var ledelse og hvordan vi bar os ad, med at kommunikere med fløjten. Lørdag fik vi dømt ca. 5 kampe hver, hvor der var indimellem var store udfordringer. Lørdag aften blev brugt mere på det sociale, hvor vi både lærte hinanden og dommere fra Sønderjysk Fodbolddommerklub bedre at kende.
Søndag morgen var det tidligt op og i gang med at dømme fra kl. lidt over 8, hvor vi nåede at dømme 2-3 kampe. Udover de kampe prøvede vi også at dømme trio kampe, da vi alle 6 dommere koncentrerede os om 2 baner. Alt i alt var det en fremragende weekend der bød på både seriøst arbejde, men med meget socialt samvær. Det var en meget lærerig weekend for os alle, da der var vejleder på alle vores kampe og dermed fik feedback på hver eneste kamp. Da kampene kun var 30 min, fik man mange forskellige kampe, som forløb sig på hver sin måde, hvilket gjorde at vi lærte en del om, hvordan vi skal håndtere de forskellige typer kampe.