Mød din dommerkollega: Henrik Hansen, 21 år, Esbjerg
Dømmer i serie 1
Hvor længe har du været og hvorfor blev du dommer?
Jeg fik dommerkort i foråret 2012 i Haderslev, og har ca. dømt 250 kampe. Jeg kørte lidt træt i at spille fodbold, da jeg startede som senior, og så har det altid lagt lidt i kortene at jeg skulle prøve dommervejen, da min far (Gert Hansen) har været en del af dommerklubben og dømt i mange år. Der gik heldigvis ikke mange kampe, før jeg kunne mærke at dette virkelig var noget der fangede mig. Den udstråling og temperament jeg havde som spiller, tog jeg med som dommer, og det gjorde jeg vandt tillid på banen på trods af min unge alder.
Hvad er det bedste ved at være dommer – hvad motiverer dig og hvor ofte dømmer du?
Jeg dømmer 2-3 gange om ugen og har dømt 85 kampe i dette kalenderår. Fodbold er en stor del af mit liv, og jeg elsker alle spillets facetter. En kamp med næve og sjæl er det bedste jeg ved, og det er også der hvor man for alvor bliver testet af som dommer. De gode kampe er en stor motivationsfaktor for mig. Jeg kan godt lide at man aldrig ved hvad man kommer ud til. Der ikke to kampe der ens. Udover at det giver lidt ekstra lommepenge, som der ikke er ret mange andre hobbyer der gør, trives jeg også rigtig godt med det pres der kan ligge på ens skuldre, når man dømmer fodbold, og skal tage afgørende beslutninger på ganske få sekunder. Jeg må nok se i øjnene, at jeg har fundet min rolle på fodboldbanen som dommer, og har derfor også valgt at ligge fodboldstøvlerne på hylden, og satse 100 procent på dommergerningen.
Hvad laver du når du ikke dømmer fodbold?
Når jeg ikke dømmer fodbold, arbejder jeg som kok på Syd Energi’s domicil i Esbjerg. Efter at jeg blev udlært på Den Røde Okse sidste sommer, valgte jeg at springe over i kantine branchen, for at undgå at arbejde aften og weekend. Det giver mig blandt andet mere tid til at dømme og mere tid med vennerne. Dog er det dejligt, at jeg har fundet en arbejdsplads, hvor vi går op i fagligt håndværk og at maden bliver lavet fra bunden.
Hvad gør du får at blive en bedre fodbolddommer – teoretisk og i forhold til den praktiske dommergerning?
I min dommer karriere er udvikling virkelig et nøgleord, og jeg forsøger hele tiden at blive bedre både på det teoretiske som det praktiske plan. Teoretisk gælder det selvfølgelig om at holde sig ajour med loven og min måde at gøre det på, er at øve, øve, og øve lovbogen. Det kunne f. eks foregå ude ved vores lovfortolkere Alfred Rossen og Kristian Hjort som bruger tid på at lære fra sig, hvilket jeg og andre unge dommere selvfølgelig sætter stor pris på. I forhold til det praktiske holder jeg mig altid i god form, som jeg mener, er en nødvendighed, for at jeg kan være tæt på situationerne på banen. Udover det, er jeg det sidste år begyndt at interessere mig for det psykologiske aspekt, såsom hvad sker der oven i spillernes hoveder og hvordan reagerer de på min adfærd. Jeg synes, man kommer langt med at se, lytte, og lære af andre dommere, og tage det med, man følger at kunne bruge fra andre og mere dygtige dommere. Det handler ikke om at man skal kopiere nogen andre, men om at tage lidt med hist og her og skabe sin egen stil.
Du er ind imellem også linjedommer – hvordan vil du beskrive en god LD’er, og hvad får du personligt ud af at virke som LD’er for andre dommere?
For mig er en god linjedommer, en der er 100 procent til for at hjælpe dommeren på bedst mulig vis, uden at dominere eller sætte sig selv i centrum. I min verden er linjedommeren, dommerens assistent og en der er med for at dømme. Derfor giver jeg også selv altid meget ansvar ud til mine linjedommere, som jeg også selv forventer, når jeg er på linjen. Jeg glæder mig også altid til at komme med på linjen, ikke kun fordi det som regel er højere rækker en end man selv dømmer i, men fordi det kan være rigtig udfordrende. Man lærer rigtig meget ved at være sammen med andre dommere og se hvordan de håndterer tingene. Der er selvfølgelig også det sociale, ved at man kommer ud og møder andre kollegaer, der har den samme interesse for fodbold. Man møder lige fra bankdirektører til skraldemænd, og der er altid spændende historier fra hinandens dagligdag. Så jeg kan på det varmeste anbefale alle mine dommerkollegaer at vinke.
Hvad er dine ambitioner og dine fremtidige mål som fodbolddommer, og hvad skal der til for at dine mål bliver indfriet?
Jeg synes det er lidt svært at sætte sig et specifikt mål, men jeg vil rigtig gerne nå Danmarksserien og også gerne inden jeg bliver 25 år. Ellers er målet at blive ved med at udvikle mig og gøre mit bedste. Det korte svar må være HÅRDT ARBEJDE. Jeg tror, det er vigtigt at tro på sig selv, og holde hovedet oppe, også når der kommer modgang, for det gør der helt sikkert, og på den måde hele tiden være i mental balance.
Hvorfor er du medlem af en fodbolddommerklub – hvad bruger du dit medlemskab og dermed netværk til?
Der en lang række grunde til, at jeg er medlem af Sydvestjysk Fodbolddommerklub. F.eks. er de (bestyrelsen) der altid til at hjælpe, hvis du kommer i problemer på den ene eller anden måde. Jeg havde en lidt træls oplevelse ude i Sig i min tid i serie 3, hvor Dommerklubben gik ind med hjælp og støttede mig. Uden deres hjælp havde det helt sikkert været svært at komme videre som ung dommer. Derudover vil jeg fremhæve de sociale arrangementer som jeg benytter mig meget af. Det er med til at gøre det lidt sjovere at være fodbolddommer.
Hvad kan du som ung og fremadstormende dommer bidrage med til dommerklubben?
Ikke så meget. Jeg kan høre, når jeg kommer ud med dommere fra andre Dommerklubber, at vores har et rigtig godt ry, og klubberne udmærket godt ved, vi har mange dygtige dommere i Sydvestjysk Fodbolddommerklub. Ellers prøver jeg, at fortælle andre om de gode oplevelser jeg har haft som dommer, så vi kan få nogle flere unge dommer i gang med at dømme fodbold.
Hvordan vil du beskrive en god fodbolddommer og hvilke ”værktøjer” er vigtige i forhold til afviklingen af fodboldkampe?
For mig er en god dommer, en der tør at dømme, det der skal dømmes. Det er ikke altid lige sjovt at være det dumme svin eller banens mest upopulære mand. Hvis vi kigger lidt i værktøjskassen popper ord som rolleskift, at være proaktiv, god kondition frem. Og ikke mindst LEDELSE, LEDELSE, LEDELSE, utroligt vigtig at man kan benytte det, hvis man vil være en god dommer.
Et ”klap på skulderen” er altid rart at få – du har nu muligheden for dette – hvem vil du give et sådan et i dommerklubben, og hvorfor?
Mit skulderklap skal helt klart gå til vores webmaster Dennis Christiansen som ligger masse tid i dommerklubben. Jeg vil gerne rose ham for vores nye hjemmeside, som jeg synes er blevet rigtig god og sammen med Preben Harmsen har han virkelig fået sat skub i aktivitetsudvalget, som har fået nogle rigtig gode ting op at stå.
Jeg sender Stafetten videre til dommerkollega fordi…?
Jeg sender Stafetten videre til min gode kollega Michael Isaksen. Michael har altid været god til at dele ud af sin store erfaring og hans gode humør smitter altid af på en. Så selvom Michael er flyttet til Vejle, håber jeg stadigvæk, han vil vise sig i klubben og i vores område.