Mød din dommerkollega: Allan Staal, 36år. Holsted
Dommer i 2. division
Hvorfor blev du dommer – og hvornår?
Jeg tog dommerkortet i år 2000.
Jeg har nok set O.P. eller Hugo dømme – og tænkt, at DET DER det må jeg kunne gøre BEDRE! ϑ
Nej, jeg havde en kammerat, som dømte, og jeg syntes faktisk, at det lød rigtig spændende, når han fortalte om det. Og så handlede det jo om fodbold, og jeg var ramt af en gal fodbold, så på den måde var det jo også tiltalende.
Jeg må dog indrømme, at jeg havde meget svært ved at lægge mit eget fodboldspil på hylden. De første par år både spillede og dømte jeg, men jeg kunne jo godt se, at det harmonerede ikke rigtigt. Og på et tidspunkt fik jeg så at vide fra dommerklubben, at de syntes, at jeg skulle vælge. Det var ikke let, må jeg indrømme. Det er det jo ikke, når man altid selv har spillet – og altid har været glad for det.
Omvendt måtte jeg jo nok også indrømme, at der var et stykke vej til en kontrakt i topfodbold – for at sige det pænt ϑ
Så jeg endte med at vælge dommergerningen – det har jeg absolut ikke fortrudt. Jeg vil gerne indrømme, at jeg har savnet at spille. Det savnede jeg de første par år. Men jeg har fået så mange gode oplevelser ved at dømme, at det langt overgår afsavnet ved at spille.
Hvad er dit råd til vores unge dommere?
Det er at få valgt.
Som sagt så kan det være rigtig svært, men hvis man – ligesom jeg var – er klar over, at man ikke bliver den nye Messi alligevel, jamen så vælg at give den fuld gas som dommer. Jeg kan sagtens forstå, at det er svært at droppe fodbolden som spiller, men du får så meget igen som dommer.
Og en anden ting er, at det bliver sværere og sværere at komme fremad i systemet, hvis ikke man starter meget tidligt med at dedikere sig til dommergerningen. DBU tager dommerne meget tidligt, så de har mulighed for at komme ud i Europa i en årrække efterfølgende. Så har man ambitioner, så er det med at få valgt meget tidligt. Det er mit gode råd, hvad angår avancement.
Et andet råd, som er mindst lige så vigtigt er, at man som ny dommer lytter og observerer, når man er med andre dommere. Ofte starter det jo med at vinke. Sørg nu for at tage ved lære af den dommer, du er med. Kig på hvordan han gør tingene – og tag de ting med dig, som passer til dig. Og efter kampen: Spørg! Det er vigtigt at spørge ind til, hvorfor han gjorde sådan og sådan……det er den eneste måde at lære på fra start.
Og når du har udvikler så husk nu, at han faktisk er der for at hjælpe dig – for at gøre dig bedre. Lad være med at blive fornærmet, når han fortæller dig, at du bør gøre nogle ting anderledes. Tag det til dig – og sorter i det. Ikke alt passer jo til en selv. Og man skal da også udfordre udvikleren. Men sørg nu for at tage kritikken positivt – og arbejd videre med det.
Var du god lige fra starten?
NEJ! Jeg var bestemt ikke en god dommer, da jeg startede. Min fordel var, at jeg havde god forståelse for spillet. Det hjalp mig gennem meget. Og jeg fik mange gode venner de første par år, for jeg var utrolig flink ϑ Men det med konsekvens og skideballer – det gjorde jeg meget lidt i.
Og det fik jeg besked på en række gange af udviklerne, og så måtte jeg jo nok erkende, at der måske var noget om det. Og så gælder det netop om at finde noget balance og ikke bare gå helt over i den anden grøft. Det er netop her, at man skal sortere i tingene og ikke bare give 10 advarsler i hver kamp – men bygge på lag for lag.
Jeg tror også, at jeg var ret god til at tage ved lære, når jeg vinkede. Jeg kunne godt lide det her med at se, hvordan den ene dommer kunne noget helt særligt – mens den næste kunne noget helt andet. Og det med at så at samle noget fra den ene og den anden og tredje og fjerde – og så bygge tingene på mig selv, det syntes jeg var rigtig spændende.
Det er vigtigt ikke at kopiere en dommer – men derimod mixe tingene fra de forskellige. Og på den måde stadig være sig selv – med inspiration fra andre.
Du er selv dommer i 2. division, du vinker i 1. division og er 4. dommer i Superligaen – hvad er mest spændende?
Det kan ikke besvares på den måde, fordi det er at sammenligne pærer og bananer.
Det er tre vidt forskellige ting. Hvis vi taler kulisse, jamen så er det jo at være med i ligaen. Det er rigtig fedt, fordi der er så stor fokus. Der er et kæmpe pres. Og som 4. dommer handler det jo i høj grad om ledelse. Det kan jeg godt lide. Det handler om at kunne kommunikere med ”bænkene” – og om at kunne sætte grænser. Du skal have plads til smil – og kunne give en skideballe minuttet efter.
Vi ved, at vi bare SKAL være der, og det er jo en ære at være med i den bedste danske række.
At vinke i 1. division er jo noget helt andet, fordi så er man pludselig på banen. Jeg kan godt lide at vinke, så jeg glæder mig altid til disse kampe. Det er også tydeligt, at der de seneste år er blevet langt større pres på dommertrioen i disse kampe – med flere kameraer på stadion osv. Man er på, og der skal leveres.
Og at dømme i 2. division er jo så noget helt tredje, fordi så har jeg pludselig fløjten! Det er og bliver noget andet.
Pludselig er man midtpunkt – og står med ansvaret. Det giver en hel anden kommunikation med spillerne, når du selv er LEDEREN. Der er ikke nogen at gemme sig bag. Når man har dømt hele vejen op fra de første ungdomskampe og op gennem serierne, så er det jo fantastisk at være med på eliteniveau og dømme kampe i divisionen.
Jeg glæder mig til hver kamp, og selvfølgelig ville jeg gerne i superligaen. Men jeg har den holdning, at det er vigtigere at huske på, hvor meget jeg egentlig HAR nået. I forhold til, hvor meget jeg IKKE når.
Har du en sidste ting til vores dommere?
Ja, én ting: Husk at den næste kamp er altid den vigtigste.
Det var der en klog mand i vores dommerklub, der engang sagde til mig – og det er lige nøjagtig rigtigt.
Gå ud og husk, at det er den kamp, du bliver husket for.
Og så nyd det – det gør dig udelukkende bedre!
Jeg sender Stafetten videre til vores dommerkollega:
Jeg vil gerne give stafetten videre til en kollega, som undervejs har betydet meget for mig.
Han er aldrig selv nået til tops som dommer – men i min verden er han nået til tops på det personlige plan.
Det er en dommer, som hjalp mig meget de første år.
Og menneskeligt tror jeg bare, at vi passede rigtig godt sammen – og jeg glæder mig altid til at se ham.
Dommeren er: Jens Habekost.
