Mød din dommerkollega: Jim Jeppesen, 31 år. Varde.
Dømmer i 2. Division
Hvor længe har du været og hvorfor blev du dommer?
Jeg fik dommerkort i starten af 2001, hvor jeg tog eksamen ved Mogens Due Frederiksen J Jeg har haft en pause på et par år, pga. militær tjeneste og lidt sabbat fra fodbold. Jeg har dømt ca. 550 kampe.
Du har nu haft din debut som divisionsdommer – det gik godt og du kan officielt kalde dig Elitedommer – hvad er dine mål for de næste to halvsæsoner og er der noget specielt du har fokus på?
Mit mål er helt klart at etablere mig som divisionsdommer. Jeg har arbejdet meget med den måde jeg gør tingene på, og taget meget til mig fra det udviklerne har sagt til mig. Jeg har også kigget på andre dommertyper, specielt på TV for at finde ud af, hvad der ville være godt for mig, og hvad der vil fungere knap så godt for mig. Jeg syntes jeg har fundet mig en god stil nu, og en stil som spillerene også syntes godt om. Det vil jeg fokusere på at holde fast i, og så er målet da klart at komme videre i systemet. Så er det jo bare at håbe på, at talentet rækker J
Det tager meget tid og der er høje krav til at være med på det plan du dømmer fodbold – med fokus på lav fedtprocent, selvevaluering, mentorordning, jævnlige tests og fællestræninger osv. – Hvordan får du familie, arbejde og dommergerning til at gå op i en højere enhed?
Det er heller ikke altid lige let, der vil være tidspunkter, hvor specielt familien kommer til at lide afsavn, så derfor er det for mig vigtigt at man får snakket tingene igennem, så der hele tiden er den nødvendige opbakning fra hjemmefronten, for ellers fungerer man ikke som dommer på dette plan. Derudover bliver fridage eller friweekender prioriteret meget på familiens præmisser.
Du har lige deltaget på DBU’s talentdommerkursus i Lyngby – hvad lærte du på kurset, og er der emner du kan tage med i dine kommende kampe?
Jeg har tidligere deltaget som dommer, og det var nok det der har givet mig mest udvikling af disse 2 kurser, men det er bestemt heller ingen skade til at have været der som LD, da man får et indblik i, hvordan man som dommer kan arbejde og agere bedre i forhold til sine linjedommere. Herunder også med hensyn til instruktion, hvem gør hvad, og hvem har ansvaret hvorhenne. Derudover er jeg blevet meget skarpere på hvordan jeg skal vurdere off-sider i en kamp, så man har mindst mulig fejlmargin. Så det har giet meget god mening at træne på det at være LD, i stedet for kun at træne løb og dommertekniske ting.
Har du selv spillet fodbold – hvor henne og hvilket på plan?
Jeg har spillet fodbold fra jeg var 10 til jeg var 20 i Tistrup Boldklub, det har aldrig været en særlig stor karriere, kun lidt serie 3 som det højeste, så det var ikke der talentet var størst, og det er jo så kommet dommerverdenen til gode i stedet for J
Har du et favorithold i en af de store ligaer i Europa og bliver de mester i år?
Liverpool F.C. er mit helt store hold, og jeg syntes de fortjener at få pokalen i år. De var snublende tæt på sidste år, og nu håber jeg at det igen skal være deres tur til at løfte pokalen i England.
Hvad er det bedste ved at være fodbolddommer, og hvorfor er du medlem af Sydvestjysk Fodbolddommerklub?
Fodbold er min store passion og fylder rigtig meget for mig, så derfor er det fedt at man kan bidrage med noget konstruktivt ved at være dommer. Og så elsker jeg at være med i og omkring alt det der foregår før, under og efter en kamp. Det er fedt at være der som leder af en kamp, hvor det er mig spillerne (for det meste) lytter efter J Jeg er med i Sydvestjysk fodbolddommerklub fordi der er et super godt sammenhold, der er nogle super herlige kollegaer, som altid er klar med både gode råd og hjælp.
Hvad laver du når du ikke dømmer fodbold?
Jeg er ansat i en virksomhed der hedder Uniqa, hvor jeg sælger møbler og legepladser til skoler og institutioner, det tager naturligvis meget af min tid. Men ellers løber jeg en del, cykler mountainbike og bruger også tid på at hygge med konen med gåture, film osv.
Er der temaer før, under, efter kampe du syntes er vigtige at have fokus på – nogle gode råd til de nye dommere?
Jeg har fundet ud af vigtigheden af opvarmningen, selvfølgelig for muskulaturen om at gøre, og for at undgå skader, men for mig er det også en stor del af den mentale forberedelse til kampen, hvor opvarmningen er det der bringer mig det sidste stykke til at være 100% klar. Så skal man selvfølgelig huske at være der i god tid, og komme pænt klædt, da man bliver vurderet med det samme man ankommer til stadion.
Har du forslag/idéer til nye tiltag i Sydvestjysk Fodbolddommerklub?
Jeg syntes det er vigtigt at vi som klub bliver ved med at komme med forskellig udspil til, hvad der skal laves, da man så rammer bredest muligt på alder og interesser. Men jeg syntes bestemt det er en god idé med en årlig fest J
Jeg sender Stafetten videre til dommerkollega fordi…?
Jeg sender stafetten videre til Frode Jakobsen, da han altid har været en god hjælp, og altid er en god kammerat. Specielt er han et plus efter kampene, med god feed-back over en pilsner i omklædningsrummet J