Din Dommerkollega:(Navn, alder og bopæl)
Søren Habekost, 35 år, Hjerting
Hvor længe har du været dommer og hvorfor blev du dommer?:
Jeg tog dommerkort i juni 2004, dømte 2 sæsoner og tog så en mindre pause på ca 11 år. Så jeg er lige startet igen og skal i gang med min anden sæson. Jeg tog dommerkortet fordi jeg så det som en udfordring og noget der ville være godt på CV’et.
Hvad er det bedste ved at være fodbolddommer – hvad motiverer dig og hvor ofte dømmer du?:
Motion og det at få lov til at lede en kamp. Jeg prøver altid på at være lige motiveret, uanset om jeg skal dømme U13 eller S3 – de fortjener alle en dommer der leverer en god præstation. Jeg dømmer 1-2 kampe om ugen.
Hvilke oplevelser vil du fremhæve som specielt positive igennem din tid som dommer?:
Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om enkeltstående tilfælde. Men de dage hvor alt klapper, begge hold gider at spille fodbold, accepterer den linje man har lagt og alt ellers forløber efter hensigten. Der er det en stor fornøjelse at være dommer. Og heldigvis er det da langt de fleste kampe der forløber på den måde.
Du er både dommer og liniedommer – hvad kendetegner den gode dommer og den gode liniedommer og samarbejdet imellem disse for dig?:
Kommunikation! Uanset om det er i triokampe eller i enkelt opgaver er kommunikation, mellem dommer/linjedommer eller dommer/spiller, det absolut vigtigste og det der kendetegner et godt samarbejde.
Hvad laver du når du ikke dømmer fodbold?:
Når jeg ikke dømmer fodbold læser jeg til Maskinmester på FMS Esbjerg. Jeg er pt i gang med mit 4. semester. Udover det passer jeg familien og prøver at holde mig i form.
Hvilke hold følger du i ind og udland og hvorfor?:
I udlandet følger jeg Arsenal og har gjort det i efterhånden rigtig mange år. Det startede vist fordi alle de andre i skolegården og derhjemme holdt med Man U – så måtte jeg finde nogen andre at holde med. Det blev så Arsenal. Herhjemme er det EfB og FCK. Historien er lidt den samme – jeg begyndte at følge FCK, den gang stort set alle holdt med Brøndby.
Et klap på skulderen er altid rart at få – du har nu muligheden – hvem syntes du i dommerklubben skal have et anerkende klap på skulderen og hvorfor?:
I dagens anledning skal Preben Harmsen have et klap på skulderen. For stort set altid at være smilende og engageret også til vintertræning, selvom han ikke kan ramme målet fra 2 meters afstend.
Har du forslag til yderligere aktiviteter i dommerklubben?:
En gang flex-bold en gang i mellem, bortset fra det kan jeg ikke komme i tanke om noget.
Jeg sender stafetten videre til min dommerkollega fordi?: (hvem)
Søren Ortved. For godt humør og for at deltage i de sociale aktiviteter i klubben.